Bonny Light Horseman (US)
Den alternative supergruppe kommer til SYD FOR SOLEN med sine medrivende og underskønne indiefolk-sange.
Folkemusik kan gøre os klogere på vores rødder og historie, samtidig med at den fortæller eksistentielle myter og historier om, hvordan det er at være menneske. Det ved Bonny Light Horseman, men hos den amerikanske trio bliver de klassiske sangskriverdyder opdateret til moderne indiefolk, der finder sin styrke i stærke vokalharmonier, intime produktioner og smittende intenst sammenspil.
Bonny Light Horseman er en alternativ supergruppe, der består af tre garvede musikere: Anaïs Mitchell, der har udgivet otte album i eget navn og skrevet den prisvindende Broadway-musical ”Hadestown”, Eric D. Johnson (Fruit Bats, The Shins) og Josh Kaufman, der bl.a. har arbejdet med The National, Hiss Golden Messenger og Josh Ritter.
Deres sange lyder som om, de er kommet til verdens som tilbagelænede jam-sessions på en solfyldt veranda med øl på køl og et halmstrå i mundvigen. De tre medlemmer fandt da også sammen omkring en fælles kærlighed til gamle folk-sange, men fik lynhurtigt lyst til at skrive deres egne numre. I gruppens semiakustiske musikalske univers er der kærlige hilsner til country, folk, roots og americana og plads til både akustisk og elektrisk guitar, bas, trommer, banjo og saxofon.
Trekløveret har indtil videre udgivet to forrygende album: Debuten ”Bonny Light Horseman” fra 2020 – der sikrede trekløveret to Grammy-nomineringer for ”Best Folk Album” og ”Best American Roots Performance” – og den stærke opfølger ”Rolling Golden Holy”, der udkom sidste år. Begge album har fået fremragende anmeldelser i store musikmedier som Pitchfork, Uncut og Mojo.
Bonny Light Horseman har en særlig forbindelse til The National, der gav koncert på Syd For Solen sidste år, og Bon Iver, der er et af dette års headlinere. Trioen spillede et af sine første shows på Eaux Claires-festivalen, der er grundlagt af Aaron Dessner fra The National og Justin Vernon fra Bon Iver, og så er begge Bonny Light Horseman-album udgivet på pladeselskabet 37d03d, som Aaron og Justin driver sammen med Aarons bror Bryce – der også er medlem af The National!
Bonny Light Horseman har startet 2023 ud med at udsende singlen ”Once on Another Day”, der er en smuk sfærisk ballade. Den lover godt for deres optræden på SYD FOR SOLEN, hvor Søndermarken vil udgøre de perfekte blomstrende rammer for trioens organiske folk-sange.
Med forbehold for ændringer