The Walkmen

The Walkmen (US)

Genopstandne amerikanske indie-helte med sublim forsanger serverer upolerede rockperler.

The Walkmen er historien om et band med store ambitioner, endnu større rocksange og bristede håb. I start-00’erne blev newyorkergruppen betragtet som et af tidens allerstørste guitartalenter, men hvor samtidige beslægtede bands som The National, The Strokes og Interpol blev internationale stjerner, opnåede The Walkmen aldrig helt samme status trods anmelderroser i lange baner.

Men det er kun den ene side af historien. For hvor det helt brede gennembrud – som The Walkmen så absolut havde fortjent! – aldrig kom, så har femkløveret til gengæld altid været ekstremt højt skattet hos sine fans og feinschmeckere, der dyrker deres plader med stor loyalitet og kærlighed.

The Walkmens særlige sound henter sin inspiration hos punk og postpunk, men også singer/songwriter, folk og blåøjet 50’er-rock – det lyder lidt som, hvis en ung Bob Dylan på opkvikkende piller indspillede en punkplade i en halvlurvet Manhattan-bar. Det er rock, der på overfladen lyder henkastet og skødesløs, men neden under gemmer på gribende eksistentielle dramaer. Læg dertil frontmand Hamilton Leithauser, som indiskutabelt er en af sin generations største rocksangere, der sublimt veksler mellem det hudløst bekendende, tilbagelænet croonende og hidsige udbrud med raspende angrebslyst i stemmen.

Skal man give to eksempler på The Walkmens mesterklasse, så lyt til to af 00’ernes allerbedste rocknumre: den frenetiske guitarfræser ”The Rat” (2004) og den på én gang desperate og forhåbningsfulde ballade ”In the New Year” (2008), der begge er drevet frem af gruppens tætte, formidable sammenspil og Leithausers blottede og råt udkrængende vokal. Men der er mange flere!

The Walkmen udgav seks stærke og anmelderroste album fra 2002-2012, hvoraf ”Bows + Arrows” (2004), ”You & Me” (2008), ”Lisbon” (2010) og ”Heaven” (2012) er hovedværkerne. Efter at have turneret med sangene fra sidstnævnte satte medlemmerne i 2013 bandet på ubestemt pause, og de følgende år brugte de på sideprojekter, bl.a. har Hamilton Leithauser dyrket en solokarriere, som har budt på fire album og en ep.

De seneste ti år har gruppens fans drømt om en gendannelse, og i slutningen af 2022 blev deres bønner omsider hørt, da The Walkmen annoncerede to comebackshows i New York i april 2023. Siden er flere koncerter blevet tilføjet til gruppens reunion-turné, og lykkeligvis lægger Leithauser & co. også vejen forbi Danmark, når de indtager Søndermarken med deres bugnende bagkatalog af upolerede rockperler.

The War on Drugs

The War On Drugs (US)

De Grammyvindende amerikanere vender tilbage til Danmark med deres medrivende rockhymner.

Få rockbands har rykket sig så massivt i løbet af et tiår som The War On Drugs. I 2011 spillede de deres første danske koncert i intime og ydmyge rammer på Loppen på Christiania, men siden har gruppens popularitetskurve været eksponentielt stigende – også herhjemme. Det blev der sat en tyk streg under, da de tidligere i år gennemførte to udsolgte koncerter for tusindvis af begejstrede fans i K.B. Hallen.

Hjørnestenen i The War On Drugs’ succes er frontmand Adam Granduciels på én gang simple og ekstremt sofistikerede sangskrivning. Gruppens stadionstore hymner dyrker det store kollektive rocksus i tålmodigt udfoldede kompositioner, der bygger på elementer af krautrockens summende meditationer, Bruce Springsteens bredtfavnende stadionrock, støvet americana og Dire Straits ekvilibristiske guitarekskursioner. Selvom Granduciel er den primære sangskriver, bidrager resten af bandet også i processen, og live er The War On Drugs en homogen og hårdtarbejdende enhed, hvis sammenspil er dynamisk, varieret og stærkt medrivende.

The War On Drugs har også vist en stigende formkurve på albumfronten, især siden det store gennembrudsalbum ”Lost in the Dream” (2014), der gik top 30 på den amerikanske albumhitliste og blev udråbt til et af årets bedste album i toneangivende medier som Mojo, The Guardian og Stereogum.
I 2017 udkom efterfølgeren ”A Deeper Understanding”, der gik top 10 i hjemlandet, og som året efter sikrede The War On Drugs en Grammy i kategorien ”Best Rock Album” foran giganter som Metallica, Mastodon og Queens of the Stone Age. Det blev sidste år fulgt op af gruppens seneste, femte studiealbum, ”I Don’t Live Here Anymore”, der bl.a. modtog fem hjerter i Politiken og blev udnævnt til ”Best New Music” med den flotte karakter 8,4 af Pitchfork, og til det kommende Grammyshow er gruppen igen nomineret – denne gang i kategorien ”Best Rock Song”.

The War On Drugs har således på få år bevæget sig fra undergrunden til nogle af verdens største arenaer og festivalscener, men dengang som nu er Granduciel og co. en flok ydmyge musiknørder, hvis største fornøjelse er at fortabe sig i rockens kringelkroge. Og det er den passion – og deres smittende evne til at viderebringe den til publikum – der har gjort dem til et af klodens største og bedste rockbands.

Glæd dig til hovednavnet for fredag 9. juni her

Arooj Aftab

Arooj Aftab (PK)

Øst og vest mødes i pakistansk Grammy-vinders poetiske og melankolske univers.

Selvom hendes musik er afdæmpet, meditativ, poetisk og bygger på gamle lokale pakistanske traditioner, har Arooj Aftab opnået stor global opmærksomhed.

Den 37-årige sanger, komponist og producer, der er bosat i New York, fik sit helt store gennembrud i 2021 med sit tredje album ”Vulture Prince”, hvis intime, smukke og svævende kompositioner henter inspiration fra jazz, folkemusik, hindustani (klassisk indisk musik) og ghazal, der populært sagt er Indiens og Pakistans svar på blues og karakteriseret ved sin længselsfulde klang.

”Vulture Prince” blev udpeget som et af årets bedste album i 2021 af blandt andet New York Times, Time og The Guardian, og i 2022 vandt Arooj Aftab som den første pakistaner nogensinde en Grammy for ”Mohabbat”, samtidig med at hun også var nomineret i kategorien ”Best New Artist” sammen med blandt andre Olivia Rodrigo, Arlo Parks og Baby Keem – selvom hun ikke ligefrem er en nykommer!

Arooj Aftab har en berusende stemme, der ofte udfolder sig i fjerlette melismer, og hun har fået store roser for sine fængende liveshows, hvor hun ubesværet skifter mellem sitrende nærvær, når hun synger, og deadpan-humor mellem numrene. Hun bakkes desuden op af et fremragende band bestående af Gyan Riley (søn af Terry Riley) på guitar, Maeve Gilchrist på harpe, Shahzad Ismaily på bass og den tidligere Lithurgy-trommeslager Greg Fox.

Da Arooj Aftab optrådte for et proppet Gloria på Roskilde Festival 2022, var de danske anmeldere mere end tilfredse. Politiken uddelte fem flotte hjerter og kaldte hende ”verdensmusikkens nye stjerne”, mens Soundvenue beskrev hende som et ”overrumplende bekendtskab”, der fik ”ældgammel kultur til at virke dugfrisk for et begejstret publikum”.

Bremer/McCoy

Bremer/McCoy (DK)

Meditative melodier og tusmørkemelankoli fra anmelderrost dansk jazzduo.

Pianist Morten McCoy og bassist Jonathan Bremer har siden 2013 indrettet deres helt eget hyggehjørne i dansk musik. Med inspiration fra bl.a. spirituel jazz, den svenske pianist Jan Johansson, hymner, visesang, dub og reggae skaber de glidende, nærmest vægtløse kompositioner, der skaber rum for eftertænksomhed, fordybelse, romantisk skønhedsdyrkelse og tusmørkedunkel melankoli.

Makkerparret startede som lokalt trækplaster i Københavns undergrund, hvor deres koncerter på mindre locations hurtigt blev store tilløbsstykker, samtidig med at vinyloplagene af deres tre første album – ’Enhed’ (2013), ’Ordet’ (2015) og 2017’s ’Forsvinder’, der alle er udgivet på Raske Penges label Raske Plader – gik som varmt brød.

Den stigende popularitetskurve kulminerede i 2019, hvor deres fjerde album ”Utopia” udkom ikke bare herhjemme, men også internationalt via Talking Heads-legenden David Byrnes label Luaka Bop, der har udgivet navne som Alice Coltrane, William Onyeabor og Floating Points. Duoen har efterfølgende turneret i udlandet med albummet. Det blev i 2021 fulgt op af det seneste album, det anmelderroste ”Natten”, som Gaffa belønnede med fem stjerner.

Bremer/McCoy har desuden arbejdet sammen med Peter Sommer på hans prisvindende album ”Elskede at drømme, drømmer om at elske” (2018), hvor de var med til at skrive den ene halvdel af albummet, og med Marie Key, hvis seneste album ”Lys Finale” (2022) i høj grad er præget af Bremer/McCoys lette og luftige tone.

Live skaber Bremer/McCoy en intim og meditativ stemning med kontrabas, klaver, orgel og båndmaskiner, og hver tone bliver leveret med intens koncentration. Det er både tyst, dragende og medrivende – så gør dig klar til zen i Søndermarken!

Bon Iver

Bon Iver (US)

Grammy-vindende genrefornyere fylder Søndermarken med gribende intim-folk og storladne elektroniske ballader.

Få bands har som Bon Iver omfavnet en generation af musikelskere, der søger efter mening, skønhed og følelsesmæssig forbundenhed i en fragmenteret og uoverskuelig verden. Gruppens sange rummer både innovative eksperimenter, hudløse bekendelser, storladne omkvæd og poppet sensibilitet, men altid med en kerne af intimt nærvær – som om forsanger Justin Vernon synger direkte til den enkelte.

Da han i 2007 selv udsendte det nedbarberede folk-album ”For Emma, Forever Ago” under pseudonymet Bon Iver, var det de færreste, der havde fantasi til at forestille sig, at det var de indledende skridt på en musikalsk rejse, der sidenhen har budt på endeløse anmelderroser, udsolgte arenakoncerter i hele verden, samarbejder med verdens største popstjerner og Grammy-priser i trofæskabet. Året efter, i 2008, blev albummet imidlertid samlet op af det toneangivende indie-label Jagjaguwar, hvorefter Bon Iver lynhurtigt blev et at tidens mest hypede navne på datidens boblende, skovmandsskjorteklædte indierockscene – og albummet endte med at sælge over en million eksemplarer.

I 2011 kom efterfølgeren ”Bon Iver”, hvor Bon Iver præsenterede en kunstnerisk strategi, der siden har præget bandets output: Altid nysgerrig og aldrig stå stille. På albummet bliver den akustiske guitar og Vernons følsomme falset udfordret af bl.a. marchtrommer, saxofon, strygere og sfæriske synthflader, der føjer storladne elementer til sangskrivningen. Den lyd gav Bon Iver et endnu større publikum, og i 2012 hjemtog albummet en Grammy for ”Best Alternative Music Album”. Den musikalske palet blev udvidet yderligere på 2016’s ”22, A Million”, hvor Bon Iver bl.a. leger med autotune, hiphopbeats og elektroniske produktioner. Anmeldelserne var endnu en gang overstrømmende positive, og albummet sikrede gruppen to Grammyer. Bon Ivers seneste album, det ligeledes Grammy-nominerede ”I, I”, udkom i 2019 og rummer bl.a. gæsteoptrædener fra James Blake, Moses Sumney og Aaron Dessner fra The National, som besøgte SYD FOR SOLEN i 2022.

Foto: Graham Tolbert & Eric Carlson.

Warpaint

Warpaint (US)

Hypnotiske indierockere kommer til Søndermarken med stærkt comebackalbum i rygsækken.

Warpaints musik inkarnerer på mange måder Los Angeles, hvor bandet stammer fra. Deres lyd er tilbagelænet og nysgerrigt legende og oser af et ubesværet melodisk overskud, og firkløveret hopper ubesværet fra catchy psykedelia og eksperimenterende artpop til drømmende indierock til neddæmpet søvngængerpop.

Warpaint blev dannet i 2004, men gjorde for alvor opmærksom på sig selv i 2010, hvor det fremragende debutalbum ”The Fool” udkom. Gruppens hypnotiske grooves, honningdryppende vokalharmonier og telepatiske sammenspil gjorde lynhurtigt Warpaint til et stort navn på start-10’ernes boomende indiescene – NME udråbte det senere til et at årtiets 50 bedste album. Den stærke efterfølger ”Warpaint”, der udkom i 2014, blev da også produceret af sterneproduceren Flood (Nine Inch Nails, New Order, U2) og introducerede et mere minimalistisk, men ikke mindre iørefaldende udtryk.

I 2016 udkom LA-gruppens tredje langspiller, ”Heads Up”, der de følgende år bl.a. sendte dem på turné med Depeche Mode, Harry Styles og Foals. I 2020 begyndte Warpaint indspilningerne af deres fjerde studiealbum, men processen blev efter kort tid obstrueret af coronaens opdukken. Bandets medlemmer blev nødsaget til at indspille hver for sig, men som det kreative og dynamiske kollektiv de er, vendte de benspændet til en frugtbar kunstnerisk proces, hvor de sendte sangene rundt mellem hinanden og tilføjede nye lag til kompositionerne, som den næste så kunne bygge videre på.

Resultatet udkom tidligere i år i form af albummet ”Radiate Like This”, hvor Warpaints evne til at skrive komplekse og dragende sange står stærkere end nogensinde, samtidig med at gruppens lyd er blevet mere solfyldt, rund, moden og melodisk. Det er kort sagt et drønstærkt comebackalbum, der bl.a. er blevet hyldet af NME og The Guardian, og som genetablerer gruppen som en af tidens mest spændende indierockgrupper.