Kære Torsdagsgæst på SYD FOR SOLEN 2024
For tre uger siden gik solen ned over SYD FOR SOLEN 2024 i Valbyparken. Vi, som står bag, har siden brugt tiden på at gennemgå afviklingen af tre meget forskellige dage på festivalpladsen og på at afvente de første resultater af den brugerundersøgelse, som er blevet sendt til alle jer, der deltog. Alle e-mails, beskeder og kommentarer på vores sociale medier er naturligvis også blevet læst og taget seriøst.
Jeres tilbagemelding omkring torsdag 8. august 2024 på SYD FOR SOLEN 2024 er klar og tydelig. Og fortjent.
Den oplevelse af vores nye plads, som I fik på festivalens første dag, levede på ingen måde op til hverken jeres eller vores forventninger. Mens musikken spillede til stor begejstring for de fleste, levede logistikken og serviceniveauet torsdag på ingen måde op til vores ambitionsniveau for SYD FOR SOLEN. For andet år i træk.
Det anerkender vi og tager det fulde ansvar for.
Vi kan ikke garantere, at SYD FOR SOLEN 7.- 9. august 2025 bliver perfekt. Men vi kan garantere, at vi gør, hvad vi kan for at blive langt bedre værter næste sommer, end vi var torsdag 8. august i år.
Vi vil vise med handling fremfor med ord, at vi har hørt efter, og at vi er enige i jeres feedback. Derfor glæder vi os til at annoncere næste års artister og til løbende at dele de konkrete tiltag, som vi iværksætter på pladsen for at give jer den bedste dag på SYD FOR SOLEN, uanset hvilken dag I måske besøger os i fremtiden.
Hilsen
TEAM SYD FOR SOLEN 2024