slowthai

Bannerføreren for britisk grime-punk serverer veloplagt kaos.

slowthai er umulig at kategorisere. Det ene øjeblik kaster han sig ud i kaos sammen med Skepta, det næste afslører han sine skrøbeligheder sammen med James Blake. Men det ene udelukker ikke det andet i Tyron Framptons univers.

Rapperen fra Northampton brød massivt igennem med det Mercury Prize-nominerede ‘Nothing Great About Britain’, hans stærkt politiske debutalbum, som tager lytteren med på en rejse fra Tyrons turbulente opvækst til det kaos, der kendetegner disse års Storbritannien.

Hans musikalske tilgang kan virke tilsvarende kaotisk, for kaos er det, han kender til, og det kendetegner den verden, han ser. Men hvor debuten var mere politisk, er opfølgeren ‘TYRON’ et mere personligt værk. Det er også mere alsidigt: Første del er rodfæstet i den machismo, vi forbinder med rap og klassisk grime og leveres med en punket energi, der hører til på de helt store scener. Anden del af albummet er mere introspektivt, mere følsomt. Gennemgående for hele ‘TYRON’ er emner som ensomhed, uperfekthed i en perfekthedskultur og udfordringer med at finde sig selv.

På ‘TYRON’ hører man alt fra old-school boom bap til Pixies, og de mange forskellige referencer har fået flere til at beskrive slowthai som grime-punk. Hvad end man har lyst til at kalde ham, er han den uperfekte stemme til en uperfekt samtid, og det giver mening, at kunstnere som Gorillaz, Mount Kimbie og Denzel Curry har været så ivrige efter at arbejde sammen med ham.

Og hvordan gik det så med hans andet album? Det gik selvfølgelig nr. 1 i England. Bring it on, Tyron.

 

Med forbehold for ændringer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev