Britisk R&B-stjerne brillerer med overlegen vokal og dragende produktioner. 

”Vor tids Lauryn Hill”. 

Sådan lød overskriften, da GAFFA anmeldte Jorja Smiths debutalbum ”Lost & Found”. Og selvom englænderen først og fremmest er sanger og sangskriver i egen unikke ret, så deler hun musikalsk udgangspunkt (soul og R&B) og et gigantisk musikalsk talent med sin amerikanske kollega. 

Trods sin unge alder har Jorja Smith for længst etableret sig som et internationalt topnavn, der har opnået bred anerkendelse for sine sange. Jorja Smith startede da også tidligt: hun begyndt at spille klaver som 8-årig, begyndte at skrive egne numre som 11-årig, og som teenager lærte hun bl.a. at spille obo og modtog klassisk sangtræning. 

En af Jorja Smiths tidlige musikalske besættelser var Amy Winehouses album ”Frank” og andre inspirationskilder er Adele, Sade, Alicia Keys og Nina Simone. Man sporer da også både jazz, soul, R&B og hiphop-beats i Smiths sange, der både kan være søgende, selvsikre, længselsfulde og konfronterende. Drevet frem af smægtende strygere, smækre beats og dragende produktioner – og altid med hendes udtryksfulde stemme i centrum, der ubesværet veksler mellem intime bekendelser og ekspressive udladninger. 

I 2016 gik hun viralt med nummeret ”Blue Lights” på Soundcloud, og den følgende single ”Where Did I Go?” blev hyldet af selveste Drake. Efterfølgende blev hun signet af Sony og sluttede året som et af de udvalgte musikalske håb på BBC’s prestigefulde talentliste ”Sound of”. 2017 blev ikke mindre hektisk med bl.a. to features på Drakes album ”More Life”, turneer med både Drake og Bruno Mars, inden hun i december modtog den hypede talentpris ”Critics Choice Award ved årets Brit Awards. 

Mesterlig britisk soulstjerne med fænomenal stemme, gribende tekster og bredt musikalsk udsyn

Da Michael Kiwanuka i 2012 hjemtog førstepladsen på BBC’s prestigefulde talentliste ”Sound of…”, var det åbenlyst, at her var tale om en musiker af en helt særlig støbning. At han et årti senere ville stå som en af de største fornyere af engelsk soul i dette årtusinde, var dog ikke til at forudse.  

Den britiske sanger og sangskriver har, lige siden han debuterede i 2012 med albummet ”Home Again”, virket som en gammel vis mand i en ung mands krop. For modenheden i hans sangskrivning var fra start ærefrygtindgydende. Hans sange er rige på referencer til musikhistoriske epoker, hans tekster er dybe og eksistentielle, og så er han i besiddelse af en vokal, der rent og direkte kan formidle de komplekse følelser, han besynger. 

Kiwanuka voksede op i London som barn af forældre, der i 70’erne var flygtet fra den ugandiske diktator Idi Amin. Han startede sin karriere som guitarspillende studiemusiker, men blev omkring 2010 signet af det britiske indie-label Communion Records (Ben Howard, Daughter), hvor han udgav tre ep’er, samtidig med at han blev inviteret med på turné af Adele, der offentligt har udtryk sin beundring for Kiwanuka. Det samme har bl.a. Barack Obama og Tyler, The Creator. 

Da han brød igennem med ”Home Again”, var kærligheden til 70’ernes symfoniske soulgiganter som Marvin Gaye, Bill Withers og Curtis Mayfield åbenlys, uden at Kiwanuka på nogen måde kom til kort over for sine musikalske forfædre. At hans musikalske udsyn er både bredt og nutidigt, beviste han med opfølgeren ”Love & Hate” (2016), produceret af bl.a. Danger Mouse og Inflo (Sault), hvor respekten og inspirationen fra musikhistorien kombineres med moderne sangskrivnings- og produktionsteknikker.

Amerikansk hiphopstjerne giver eksklusiv koncert med nye bevidsthedsudvidende fløjtenumre. 

”I Swear, I Really Wanted to Make a ’Rap’ Album But This Is Literally the Way the Wind Blew Me This Time”. 

Det er den sigende titel på åbningsnummeret på André 3000’s soloalbum ”New Blue Sun”, der udkom som et blidt og forunderligt fløjtepust i slutningen af 2023. Med sine langstrakte og fortryllende instrumentalnumre, centreret omkring hans store samling af analoge og digitale fløjter, vendte hiphop-superstjernen med et slag op og ned på omverdenens forventninger til ham og satte musikverdenen på den anden ende. 

Som den ene halvdel af legendariske OutKast, der fra 1992-2007 udsendte seks suveræne album, som er solgt i over 25 mio. eksemplarer, har André Lauren Benjamin markeret sig som en af sin generations bedste rappere. Med sin flamboyante stil, søgende sjæl og evige musikalske nysgerrighed virkede han dog også som en fremmed fugl i hiphoppens traditionelle machodominerede narrativ, og frem for andre rappere virkede han til at finde inspiration i grænsebrydende musikere som Prince, George Clinton og Sly Stone. 

Det blev understreget, da duoen i 2003 udsendte dobbeltalbummet ”Speakerboxxx/The Love Below”, bestående af to separate album fra Big Boi og André. Hvor Big Boi lavede en straight up bounchende hiphopskive, flød Andrés bidrag, ”The Love Below”, over med silkebløde soulballader, freaky funk, eksperimenterende produktioner og syrede guitarsoloer, men overraskende få rap-passager.

Siden OutKasts opløsning (afbrudt af en comebackturné i 2014) har André været en populær feature-rapper og medvirket på numre med bl.a. Frank Ocean, Beyoncé, Erykah Badu, A Tribe Called Quest og Kanye West, mens fans og kritikere i årevis har spekuleret på, hvornår han mon ville udsende sit eget materiale. Det påvirkede dog tilsyneladende ikke den egensindige musiker, der virkede til at leve et roligt, harmonisk og tilbagetrukket liv i solrige Los Angeles.

Dansk sangskriver med internationalt format blander pop, country og disco med bravur

Medvinden har været massiv fra både publikum og anmeldere, siden Emma Grankvist i 2022 albumdebuterede under sit tungevridende kunstnernavn med ”Winning” og året efter slap efterfølgeren ”She-Rex”. 

Derfor kan det være svært at fatte, at hun før det brugte et tiår på at fange omverdenens opmærksomhed. Konservatoriet ville ikke optage hende trods talrige forsøg, og danske pladeselskaber ville i årevis ikke satse på hende. Derfor flyttede hun i 2020 til New York for at ryste posen, og her mødte hun produceren Rasmus Bille Bähncke, der bl.a. har arbejdet med Den Gale Pose, Sting og Backstreet Boys.  

De fandt hurtigt melodien sammen, og resultatet blev debuten ”Winning”; et formfuldendt og livserfarent popalbum, der suger inspiration fra 70’ernes fløjlsbløde folk, country og singer/songwriter og sender kærlige nik til nutidige navne som Lana Del Rey, Taylor Swift og Weyes Blood. Og så kom der ellers hul igennem herhjemme! 

Albummet blev rost til skyerne i de danske medier, og ved udgangen af 2022 blev ”Winning” kåret som årets danske album af både Soundvenue og GAFFA, mens det indtog andenpladsen hos Politiken og en tredjeplads hos Berlingske, der gav følgende karakteristik: ”Pop med plads til både eftertanke, fest og følsomhed. Sikke et talent”. eee gee blev desuden både nomineret til P3 Talent-prisen, som ”Årets håb” til kritikerprisen Steppeulven og ”Årets talent” til Carl Prisen. 

Engelsk stjernetrommeslager bygger fortræffelig bro mellem afrobeat, hiphop og spirituel jazz. 

De seneste år er et væld af nye jazznavne dukket op i London, som angriber genren med ungdommeligt gåpåmod og frisk inspiration fra bl.a. hiphop, soul, funk, elektronisk musik og genrer fra Afrika og Mellemøsten. Et af de mest prominente navn er Yussef Dayes, der ikke alene er en gudsbenådet trommeslager, men også en ypperlig komponist og producer. 

Yussef Dayes voksede op i musiktosset hjem i det sydøstlige London. Hans far var bassist og lyttede til masser af jazz- og reggae-plader, moren elskede country og The Beatles, og alle familiens fire børn gik til klaver. Yussef fik sit første trommesæt, da han var fire år, og som blot tiårig fik han lov at deltage på et kursus med trommeikonet Billy Cobham, der bl.a. har arbejdet sammen med Miles Davies – en skelsættende oplevelse for det unge talent. 

Dayes gjorde første gang opmærksom på sig selv med bandet United Vibrations, der fra 2011-2016 udgav to album og turnerede som backingband for Aloe Blacc. Herefter helligede han sig duoen Yussef Kamaal, som blev hypet af den legendariske BBC-radiovært Gilles Peterson, der signede dem efterfølgende på sit label Brownstone Recordings. Her udgav Yussef Kamaal i 2016 udgav det fremragende album ”Black Focus”, der blander jazz, funk, breakbeats og instrumental hiphop. Året efter gik de dog hvert til sit. 

Den nyfundne frihed fejrede Yussef Dayes i 2018 med den monumentale single ”Love Is the Message”, indspillet som one-take i de legendariske Abbey Road-studier. Nummeret er med sin bjergtagende nyfortolkning af 70’ernes spirituelle jazz, kombineret med diskrete input fra engelsk elektronisk musik, et fremragende eksempel på, hvordan Dayes arbejder på at befri jazzen fra traditionernes lænker og trække den i nye soniske retninger. 

Innovativ sangskrivning, intime tekster og udsøgt popsensibilitet med bred appel. 

Det er ikke alle musikere, der formår at ramme et bredt publikum direkte i hjertekulen, samtidig med at anmelderne falder i svime. Men det har Asger Nordtorp Pedersen gjort under sit musikalske alias Guldimund. 

Kunstnernavnet er inspireret af sangen ”Morgenstund har guld i mund” af salmedigteren N.F.S. Grundtvig, og referencen siger noget om Guldimunds brede musikalske udsyn. Asger Nordtorp Pedersen har taget både kandidat- og solistuddannelse på konservatoriet, spillet og turneret med bl.a. Blaue Blume, Lucky Lo og moi Caprice, og i hans på en gang komplekse og iørefaldende kompositioner mødes fortid og nutid, når han blander visesang, jazz, indierock, salmesang og stryger-suiter.  

Guldimund skriver moderne og innovative pophymner med masser af indre spænding, kringelkroge, detaljer, svimlende smukke omkvæd og skønhedsdyrkende harmonier, man kan fortabe sig i. Og så tilføjer teksterne, der zoomer ind på bittesmå detaljer i hans mest intime og personlige relationer – euforisk kærlighed, break up-sex, knuste parforholdsdrømme, livet som solofar – en afvæbnede, almenmenneskelig og relaterbar dimension til numrene.  

Gennembruddet kom i 2021 med det formidable album ”Dem, vi plejede at være”, hvorfra singlen ”Brænder stadig” blev grovspillet på P6 Beat. Anmelderne stod i kø for at rose pladen, og da musikkritikerprisen Steppeulven blev uddelt året efter, hjemtog Guldimund da også hele tre priser for ”Årets udgivelse”, ”Årets tekstforfatter” og ”Årets musiker”. 

Danske stortalenter opdaterer 80’er-lyd til det nye årtusinde i formfuldendte drømmende popsange.  

Mona Moroni er skabt ud fra en kærlighed til silkeblød dansk 80’er-pop. Tænk kondisko og sweatshirts i pangfarver, film som ”Busters verden”, ”Gummi Tarzan” og ”Zappa” på VHS og Lis Sørensen, Elisabeth og Alberte på repeat på walkman’en. 

Det er dybt nostalgisk, men også en helhjertet kærlighedserklæring til en popforelsket epoke i dansk musikhistorie, hvis ligefremme åbenhjertighed en ny generation af musikere lige nu finder inspiration i. Hos Mona Moroni kommer det til udtryk i en betagelse af den klassiske ballade som et fælles rum for sårbarhed, refleksion og intimitet. Her leveret med skarpe synth-akkorder, energiske trommer, poetisk meddigtende guitar-licks og drømmende og håbefuld vokal. 

Mona Moroni har gjort et stort indtryk hos både publikum og anmeldere det seneste års tid, og 2023 var et begivenhedsrigt år for gruppen. Først optrådte de til et udsolgt VEGAs Udvalgte, hvor Politiken fremhævede dem som ”lavmælt soft rock, der sine steder lød som Steely Dan – bare med Alberte Winding som forsanger”, mens Soundvenue skrev: ”Mona Moroni serverede 80’er-nostalgi af en slags, man ikke hører så ofte”.  

Engelsk stortalent kombinerer klassiske sangskrivningsdyder med elektroniske beats og popappel

Da NME skulle vælge deres første forsidenavn i 2024, faldt valget på Rachel Chinouriri. Det siger noget om, hvor store forventninger der er til den 25-årige sanger, sangskriver og musiker og hendes debutalbum, der udkommer til maj. 

Livet har ellers ikke altid været en dans på roser for hende. Hun voksede op i en zimbabwisk immigrantfamilie i London, hvor sekulær musik var no-go. Faren var syg, moren knoklede for at tjene penge til den store familie, og som et af få farvede børn på den lokale skole blev hun mobbet. Men Chinouriri havde musikken, og trods forældrenes restriktioner begyndte hun at smuglytte til Lily Allen, Daughter, Sugababes, Coldplay og sydafrikanske Ladysmith Black Mambazo. 

Som teenager begyndte hun at indspille sine egne demoer med sin mors bærbare, en akustisk guitar og en billig mikrofon – og tyst stemmeføring, så naboerne bag de tynde vægge ikke blev forstyrret. Kombinationen af hjemmerullet sangskrivning, elektroniske produktioner og hendes sjælfulde stemme har siden været hjørnestenene i Rachel Chinouriris dybt personlige udtryk, der ifølge hende selv er inspireret af ”indie, 00’er-pop, afrikansk a cappella – og hjertesorg”.