De amerikanske rocklegender fyrer op under riff-kanonerne og deres udødelige guitarbaskere.

Det startede løst og flippet med generatordrevne jamsessions i den californiske ørken i midt-90’erne. Men tre årtier senere rager Queens Of The Stone Age op som musikalske titaner på den amerikanske rockscene, som de om nogen har præget og formet med et hårdtslående sangkatalog, der bugner af forrygende guitarbaskere.

Gruppen er centreret omkring den uforlignelige frontmand og hovedsangskriver Josh Homme – kendt for sin natsorte baryton og kække hoftevrid på scenen. Han startede gruppen med udgangspunkt i den tørt huggende ørkenrock, han tidligere havde dyrket i gruppen Kyuss, men i Queens Of The Stone Age blev de tonstunge riff kombineret med en mere melodiøs og dynamisk sangskrivning, der med udsøgt musikhistorisk bevidsthed sender kærlige nik til både garagerock, grunge, 70’er-metal og støjrock.

Homme og co. fik for alvor luft under vingerne på det kritikerroste andet album ”Rated R” (2000) og det kommercielle gennembrud ”Songs For The Deaf” fra 2002, der solgte over en million eksemplarer alene i USA, og hvorfra ”Go With The Flow” og ”No One Knows” gik sin sejrsgang på MTV og hitlister over hele verden. Her indtog Queens Of The Stone Age for alvor positionen som internationale rockstjerner, der pustede nyt liv i rockens klicheer uden at gå på kunstnerisk kompromis. En position, som de siden har fastholdt med udødelige rock-bangere som ”Little Sister”, “My God is the Sun” og “The Way You Used To Do” og mesterlige album som ”Lullabies To Paralyze” (2005), ”…Like Clockwise” (2013) og senest ”In Times New Roman…”, der udkom i sommeren 2023. Her tildelte GAFFA det fem funklende stjerner, mens Politiken kvitterede med fire hjerter og kaldte det ”deres hårdeste og mest guitartunge plade i mange år”.

Få bands har været så produktive, modtaget så mange anmelderroser og ramt deres fans så direkte i hjertekulen det seneste årti som Big Thief. 

Den amerikanske gruppes sange er dybe dyk ned i USA’s landskaber og musikalske traditioner. De mikser singer/wongwriter, skramlet indierock og folkhymner i fænomenale sange, der lyder som længselsfulde postkort fyldt med træklædte bjergsider, fossende floder og støvede dale. Som hvis Gillian Welch, Elliot Smith og Neil Young jammede sammen i en fjerntliggende træhytte. 

I centrum af sangene står bandets sanger, guitarist og hovedsangskriver Adrianne Lenkers sårbare og søgende stemme, der i de poetisk mættede tekster kredser om eksistentielle og universelle emner som naturen, liv, død, håb, ensomhed og kærlighed. Det er gribende indierock, udført af et lydhørt og fintfølende kollektiv af musikere, der dyrker de musikhistoriske rødder med akkuratesse uden at miste det dybt personlige udtryk, som er kernen i Big Thiefs sange. 

Big Thief blev dannet af Lenker, guitaristen Buck Meek, bassisten Max Oleartchik og trommeslageren James Krivchenia i Brooklyn i 2015, efter at Lenker og Meek havde spillet sammen som duo i et par år. Og siden firkløveret i 2016 udsendte den kækt betitlede og anmelderroste debut ”Masterpiece”, har de ikke set sig tilbage. Big Thief har således udgivet fem studiealbum og turneret intensivt over hele kloden, samtidig med at både Lenker og Meek har fundet tid til at udgive tre soloalbum hver siden 2018. Tal lige om at være tændt af en kreativ ild!

Minimalistisk garagerockduo kommer til Valbyparken med stærkt comebackalbum i rygsækken. 

Det var svært at åbne et musikmagasin i 00’erne og start-10’erne uden at løbe ind i The Kills. For ikke alene osede sanger Alison Mosshart og guitarist Jamie Hince med deres sorte læderjakker og tonede solbriller af sex, drugs and rock’n’roll; med deres catchy og minimalistiske udtryk var duoen sammen med grupper som The White Stripes, The Strokes og danske The Raveonettes en central del af den garagerockbølge, der med skramlede riff, catchy melodier og skødesløs attitudeleg genfortryllede og revitalisere rockens klicheer. 

The Kills letgenkendelige lyd er på debuten ”Keep on Your Mean Side” (2003) og opfølgeren ”No Wow” (2005) centreret omkring Alison Mossharts upolerede og let raspende vokal, der primært akkompagneres af en trommemaskine og Jamie Hinces tørt huggende spade. Denne skridsikre formel blev på nyklassikeren ”Blood Presures” fra 2008 udvidet med elementer af hiphop og electro, der med succes tilføjede mere moderne elementer til The Kills rockmusikalsk bevidste sangskrivning. 

Sideløbende med at de udsendte disse stærke album, turnerede The Kills i disse år bl.a. med Jack Whites sideprojekt The Raconteurs. Det førte til, at Mosshart og White dannede supergruppen The Dead Weather sammen med Dean Fertita (Queens of the Stone Age) og Jack Lawrence (The Raconteurs), med hvem hun fra 2009-2015 udgav tre glimrende studiealbum. 

Svenske punkrockere sparker festen i gang med vilde riff, dødssaxofon og tårnhøjt energiniveau. 

Der kan komme meget godt ud af en våd bytur. Således blev kimen til Viagra Boys sået, da bassist Henrik Höckert hørte forsanger Sebastian Murphy fremføre en alternativ udgave af Mariah Careys “We Belong Together” på en karaokebar. Herefter blev de to enige om at danne et band. 

Udover en fælles interesse for tatoveringer (begge har arbejdet som tatovører) er udgangspunktet for Viagra Boys vild og balstyrisk punkrock med ætsende samfundskritisk bid, der retter skytset mod højreekstremisme, bedaget machomaskulinitet og internetkonspirationer. Det er musik, der ikke tager nogen fanger, hvor hårdtpumpede guitarriff, tørre trommetæsk, olmt kværnende basakkorder og skinger dødssaxofon driver sangene frem, mens Murphy fremfører sine bidske tekster med en blanding af teatralsk råbevokal og brølende afmagt. 

Bandet blev dannet i 2015 i Stockholm og blev hurtigt et kultnavn i Sverige på grund af deres vilde og uforudsigelige koncerter og senere debutalbummet ”Street Worms” (2018) med singlerne ”Sports” og ”Just Like You”, som udkom på Year0001 Records, der bl.a. har Yung Lean i stalden. Rygtet om de vilde svenskere punkrockere spredte sig også til udlandet, og bandet begyndte at turnere internationalt, inklusive Danmark.