Dansk rocks store poetiske stemme giver koncert med sangene fra sit nye formidable album. 

Når bogen om det nye årtusindes dansk rockhistorie engang skal skrives, fortjener Peter Sommer sit eget kapitel. 

Siden 2004-debuten ”På den anden side” har han opdyrket sin egen frodige musikalske habitat, hvor gnistrende guitarbangere, catchy poppoesi, elegant-eksistentielle ballader og komplekse besyngelser af kærlighedens kringelkroge knopskyder side om side. Sommer er en tidløs trubadur, der leverer sine romantiske og melankolske rockhymner med en ironisk djævlesplint i øjet, dobbelttydige ordspil under vesten og en underspillet folkelighed, der har gjort ham til et af landets mest populære og højtskattede livenavne. 

Med otte album, heriblandt uforlignelige udgivelser som ”Til rotterne, til kragerne, til hundene” (2008), ”Alt forladt” (2013), ”Elskede at drømme, drømmer om at elske” (2018) og ”De uforelskede i København” fra 2022, har han en diskografi, som få musikere herhjemme kan matche i omfang og kvalitet. Og med den seneste tilføjelse, ”Verdens volume”, der udkom i marts måned, sætter han en stor fed streg under sin mesterklasse. 

”Pop, der fylder hjertet med regn”. Sådan karakteriserer eksiljyden selv albummet, der på fornem vis bygger bro mellem det indre liv og fornemmelsen af en eskalerende kaostilstand i den verden, der omgiver os. Det er en samfundsmæssig krisestemning, der siver ind i det private, nostalgisk længsel og slukøret kapitulation i samfundssindet såvel i kærlighedslivet, men også en knugende indignation over, hvordan og hvorfor vi lod det hele kuldsejle så eklatant. 

Dansk original og enmandshær bringer countryen ud til folket. 

Lasse Krog har en dyb personlig kærlighed til country. Den blev for alvor kickstartet i mødet med outlaw-country-ikonet Waylon Jennings, kendt for sin kontrære og anarkistiske tilgang til countrymusikkens ellers ofte faste regler, temaer og konventioner. Den samme tilgang kommer til udtryk, når den danske musiker optræder under sit musikalske alias Krogen. 

Den klassiske countrys melodiske enkelthed og støvede melankoli er tydelig i Krogens sangskrivning. Det samme er hjemlige fortolkere som Johnny Madsen og Allan Olsen, hvilket er tydeligt på det glimrende debutalbum Henover lakken (2022). Side 33 karakteriserede albummet som ”udkantsmusik med inderlighed”, hyldede de ”ærlige sange om livets vilkår, faldgruber og fællesnævnere” og kaldte Krogen ”en moderne troubadour, der ønsker at bruge sine sange til at forløse lytteren og gribe os om hjertet”. 

Samtidig har Krogen også blik for den nyfundne appel, stjerner som Morgan Wallen, Luke Combs og Post Malone dominerer hitlisterne med. Som han siger: ”Jeg vil gerne spille på de store scener, bringe countrymusikken ud til mange flere danskere, og derfor trækker jeg mine sange i en mere poppet retning.” 

Hiphop-beats, tyggegummipop og punkattitude fra et af Englands mest spændende nye navne. 

Man kan præsentere sin musik på mange forskellige måder. So Good gør det kort og simpelt på Instagram, hvor hun kontant og fyndigt skriver: ”IGNORANT BRAT POP.” 

Vil man gerne vide mere om det balstyriske britiske projekt, kommer man dog hurtigt på overarbejde. Dels er bandnavnet noget af det mest google-fjendtlige længe set, dels er det indtil videre begrænset, hvad man overhovedet kan finde om So Good. Der er ikke megen information om den baret- og ankelsokbærende sangerinde – faktisk er der delte meninger om, hvorvidt So Good egentlig er en solist med backing-sangere/musikere eller måske et band. 

Når det kommer til musikken, rammer Instagram-beskrivelsen dog hovedet på sømmet. For udover det venlige nik til Charli XCX og sidste sommers popkulturelle heydays, så beskriver ignorant brat pop ganske præcist den ubekymrede og kompromisløse måde, hvorpå So Good i ægte DIY-manér henter inspiration fra alle hylder. I hendes kulørte musikalske univers finder man således både elementer af drill, hiphop, punk og kulørt tyggegummipop a la 00’er-fænomenet t.a.T.u. Teksterne er på samme måde præget af både deadpan-humor – som forestillingen om at have et mandligt kønsorgan på ”If I Had a” – og mere sarkastiske, samfundskritiske stikpiller. 

Indierockens nye super-darling charmerer dig med skramlede melodier og guitarbredsider.  

Det er de færreste musikere, der kan bryste sig af at have modtaget to ”Best New Music”-kåringer hos Pitchfork på godt to år – men det kan MJ Lenderman. Og generelt har den amerikanske sanger, sangskriver og multimusiker ikke kunnet sparke sig frem for hype, ros og kærlighedserklæringer de seneste år. 

Mark Jacob Lenderman, som hans fulde navn lyder, er lidt af et alternativ vidunderbarn. Han er flasket op på Sparklehorse, Jason Molina, Warren Zevon og Bob Dylan, mestrer en bunke forskellige instrumenter, spytter ny musik ud i højt tempo, og så formår han ubesværet at veksle mellem gnistrende guitarriffs, støvet folk, sødmefuld country og skramlet indierock.  

Han mestrer både gribende ballader og potente guitarbangere, og så skriver han underfundige og tørt sarkastiske tekster, der kan handle om alt fra tømmermænd, pizza og Pixar-film til kærlighedsknubs, usund maskulinitet og livet på landet i Asheville, Carolina, hvor han bor. Det ene øjeblik lyder han som en purung Neil Young eller snotnæset Ryan Adams, det næste som arvtageren til Pavements og Mac Demarcos krøllede og legesyge slackerrock. 

Lenderman er ikke kun solomusiker, tværtimod har han bl.a. været trommeslager i singer/songwriteren Indigo De Souzas band, medvirket som sanger og guitarist på Waxahatchees fremragende album ”Tiger Blood” (2024), og sidst, men ikke mindst er han en del af den formidable indierockgruppe Wednesday, hvor han som leadguitarist er garant for at levere krasse guitarbredsider. 

Et af Danmarks bedste livebands giver eksklusiv sommerkoncert på SYD FOR SOLEN. 

”Det her var ikke bare en koncert. Den vil skrive sig ind i historien som et særligt øjeblik på Roskilde Festival 2024”. 

Sådan skrev GAFFA’s anmelder henført i sin seksstjernede anmeldelse, da Zar Paulo sidste sommer spillede for et fyldt Arena-telt på Roskilde Festival. Soundvenue har også flere gange uddelt maksimumkarakter til gruppens koncerter og udråbt den til ”et af de bedste livebands herhjemme”. I 2023 hjemtog Zar Paulo da også en DMA-statuette i kategorien ”Årets nye danske livenavn”. 

En Zar Paulo-koncert er som antydet en helt særlig oplevelse, hvor gruppen på mesterlig vis formår at transformere energien fra deres balstyriske synthrock til en smittende liveoplevelse ved hjælp af deres fasttømrede kollektive bandfællesskab og enestående publikumskontakt. I centrum står forsanger Emil Vammen, hvis flagrende og fængslende performance Soundvenue med rockhistorisk schwung har beskrevet således: ”Det ene øjeblik vrider han sig som Ian Curtis i et epilepsianfald. Det næste øjeblik kanaliserer han David Byrne-agtig mani”. 

I gruppens lydbillede diverteres man som lytter med alt godt fra 70’erne og frem – new wave, postpunk, synthpop, 80’er-saxofon, guitarsoloer, elektroniske trommer, koklokke, you name it. Resultatet er dragende hamskiftende rockhymner, der kan være elektrisk opkørte og kropsligt inciterende, men også indfølende, inkluderende og fællesskabsomfavnende. 

Zar Paulo har på kort tid flyttet sig fra den aarhusianske undergrund og ind til det absolutte centrum af dansk musik. I januar 2022 udgav de singlen og gennembrudshittet ”Klap for fædrelandet”, som omgående skabte buzz omkring bandet. P3 udvalgte nummeret som ”P3’s Uundgåelige”, og senere samme år var bandet nomineret til ”P3 Talentet” til P3 Guld.  

Fængende indiepop fra en af Danmarks største nye stemmer. 

Efter at have sat sit præg på dansk musik i knap et årti spillede Nelson Can i starten af 2020 sin sidste koncert for et udsolgt Store VEGA. 

Når en gruppe bryder op, stiller det medlemmerne i en usikker situation – for hvad skal der så ske? For Nelson Can-forsanger Selina Gin var der dog ikke den store betænkningstid, efter at gruppen havde spillet sin sidste koncert i start-2020. De efterfølgende år har hun nemlig brugt på at etablere sig som formidabel solokunstner med en af dansk indiepops største stemmer. 

Hvor Nelson Can var en tæt og fandenivoldsk rockende enhed, er Selina Gin på egen hånd en flertydig og undersøgende sangskriver, der komponerer sine detaljerige numre i grænselandet mellem indie, softrock, kammerpop og legesyge elektroniske input. Alt sammen centreret omkring hendes udtryksfulde og varmt glødende vokal, der nænsomt omfavner lytteren som en varm trøje. 

Selina Gins musikalske mesterklasse stod klart, da solodebuten Patiently Waving i 2022 udkom til strålende anmeldelser. GAFFA uddelte 5 stjerner under overskriften ”Forførende vokal i alsidigt univers” – det samme gjorde Soundvenue og Jyllands-Posten, og sidstnævnte konkluderede, at ”stemmen, sangene og det på én gang dynamiske og sfæriske udtryk går op i en højere enhed på dette helstøbte værk.” 

Intens og legesyg artrock fra Mercury Prize-vindende kæmpetalenter. 

Der er bands, som debuterer til ros og skulderklap – og så er der English Teacher.  

I januar 2024 udkom deres første fuldlængde ”This Could Be Texas” til blændende anmeldelser. De modtog bl.a. 5 ud af 5 stjerner fra NME, som kaldte debuten ”everything you want from a debut; a truly original effort from start to finish, an adventure in sound and words, and a landmark statement”. Og da Englands nok mest prestigefulde albumpris, Mercury Prize, blev uddelt senere på året snuppede de fire artrock-opkomlinge statuetten for næsen af bl.a. Charlie XCX, Beth Gibbons og The Last Dinner Party. 

Musikalsk kan English Teacher med deres åbne tilgang til sangskrivning og genrekonventioner vække mindelser om kontemporære kolleger som Squid og Black Country, New Road. På ”This Could Be Texas” når de således både omkring kringlet artrock, strygerbåren kammerpop, spoken word, 90’er-indie og blottede ballader, hvor gruppens frontfigur Lily Fontaine folder sin imponerende vokal ud i fuld pragt.  

Fontaine er i tilgift i besiddelse en usædvanlig skarp poetisk pind, der gør bandets tekster til en særskilt oplevelse. Hun veksler ubesværet fra køns- og racemæssig kritik og socialrealistisk drama til sit eget mentale helbred og sin kærlighed til hjemstavnens højlandsområde The Pennines. 

Tung bas og konfrontationssøgende tekster fra kompromisløs engelsk duo. 

Sleaford Mods er kongeeksemplet på, at ”less is more” kan være en vinderformel. For få bands har fået så meget ud af få, men knivskarpe musikalske dogmer som den engelske punk-hiphop-poetiske duo. 

Sleaford Mods er resultatet af to verdner, der på smukkeste vis kolliderer. Andrew Fearns minimalistiske produktioner, der mikser kradse elektroniske lydflader med olmt kværnende oldschool-beats, og Jason Williamsons uforsonlige socialrealistiske tekster med bredsider mod bl.a. politikernes hykleri, Brexit-idioti og højrepopulisme. Fremført som tænderskærende intens spoken word og råberap.  

De har bl.a. samarbejdet med notabiliteter som The Prodigy, Hot Chip, Orbital og medlemmer af Jane’s Addictions, og deres samfundskritiske indignation, konfronterende attitude og vilje til at sønderbombe den gode stemning kan minde om grupper som Viagra Boys, Idles og Shame. Men først og fremmest er Sleaford Mods i ordets egentlige – og bedste – forstand to musikalske originaler, der sammen har skabt deres eget vidunderligt excentriske hjørne i den engelske musikbranche. 

Genreknusende rockvisionær, der favner både rock, punk og hiphop. 

Det er de færreste rockmusikere, der nævner 50 Cents “Get Rich Or Die Tryin” og Bloc Partys “Silent Alarm” som to af sine største inspirationskilder. Men så igen: Bartees Strange er med sit åbne musikalske sind og sin bredtfavnende genrekærlighed antitesen til bagstræberisk rockisme og guitardogmatik. 

Den engelsk-amerikanske sanger og sangskriver har suget inspiration til sig hele sit liv. Han voksede op med en operasyngende mor og en far, der elskede Funkadelic, Fleetwood Mac og Neil Young. Som teenager dyrkede han intenst hardcore- og emogrupper, hiphop og engelsk dubstep, og senere flyttede han til Brooklyn og kastede sin kærlighed på datidens boblende indiescene og grupper som TV On The Radio, Bon Iver og The National. Meget apropos, gjorde han for første gang for alvor opmærksom på sig selv i 2020 med ep’en ”Say Goodbye to Pretty Boy”, hvor han fermt og personligt fortolker sange af sidstnævnte rødvinsrockere.  

I 2020 udkom også debutalbummet ”Live Forever”, der blev udnævnt som ”Best New Music” af Pitchfork med den flotte karakter 8,2. På debuten møder man en udtryksfuld sanger og flyvefærdig melodimager, der ubesværet jonglerer med inspiration fra klassisk arenarock, folk, punk og hiphop. Albummet sendte ham efterfølgende på turne med bl.a. as Lucy Dacus, Phoebe Bridgers og Courtney Barnett.  

Uforlignelige riot grrrl-pionerer blæser til angreb med konfrontationslysten punkrock. 

Få bands har sat så stort et aftryk på så kort tid, som Bikini Kill fra 1990-97 gjorde. Med tre album og en ep satte Bikini Kill op igennem 90’erne strøm til den stilskabende riot grrrl-bevægelse, der med grupper som Bikini Kill, L7 og Bratmobile erobrede dagsordenen på datidens alternative rockscene med fræsende lo-fi-punk og tekster, der flød over med krigslysten aktivisme og feminisme, som flere årtier før #MeToo gik i struben på sexisme og mandschauvinisme. 

Gruppens debutalbum ”Pussy Whipped” fra 1993 er en sand 90’er-rockklassiker, som Spin i 2015 inkluderede på listen “300 Best Albums of the Past 30 Years”, mens signatursangen ”Rebel Girl” i 2006 opnåede en flatterende 27. plads på Rolling Stones liste over “Most Excellent Songs of Every Year Since 1967”.  

Bikini Kills grundlægger og frontfigur er Kathleen Hanna – en af indierockens helt store helteskikkelser. Med sin kompromisløse attitude, skarpladte riffs, sans for catchy omkvæd og samfundskritiske blik har hun og Bikini Kill inspireret så forskellige navne som Hole, Nirvana, PJ Harvey, Yeah Yeah Yeahs, Sleater-Kinney og Pussy Riot. 

I 1997 gik Bikini Kill i opløsning, hvorefter Kathleen Hanna bl.a. har boltret sig i grupperne Le Tigre og The Julie Ruin. Hun har desuden skrevet den roste selvbiografi ”Rebel Girl”, der udkom sidste år. I 2019 blev Bikini Kill gendannet, og siden har de turneret på tværs af kloden. 

De amerikanske rocklegender fyrer op under riff-kanonerne og deres udødelige guitarbaskere.

Det startede løst og flippet med generatordrevne jamsessions i den californiske ørken i midt-90’erne. Men tre årtier senere rager Queens of the Stone Age op som musikalske titaner på den amerikanske rockscene, som de om nogen har præget og formet med et hårdtslående sangkatalog, der bugner af forrygende guitarbaskere.

Gruppen er centreret omkring den uforlignelige frontmand og hovedsangskriver Josh Homme – kendt for sin natsorte baryton og kække hoftevrid på scenen. Han startede gruppen med udgangspunkt i den tørt huggende ørkenrock, han tidligere havde dyrket i gruppen Kyuss, men i Queens of the Stone Age blev de tonstunge riff kombineret med en mere melodiøs og dynamisk sangskrivning, der med udsøgt musikhistorisk bevidsthed sender kærlige nik til både garagerock, grunge, 70’er-metal og støjrock.

Homme og co. fik for alvor luft under vingerne på det kritikerroste andet album ”Rated R” (2000) og det kommercielle gennembrud ”Songs For The Deaf” fra 2002, der solgte over en million eksemplarer alene i USA, og hvorfra ”Go With The Flow” og ”No One Knows” gik sin sejrsgang på MTV og hitlister over hele verden. Her indtog Queens Of The Stone Age for alvor positionen som internationale rockstjerner, der pustede nyt liv i rockens klicheer uden at gå på kunstnerisk kompromis. En position, som de siden har fastholdt med udødelige rock-bangere som ”Little Sister”, “My God is the Sun” og “The Way You Used To Do” og mesterlige album som ”Lullabies To Paralyze” (2005), ”…Like Clockwise” (2013) og senest ”In Times New Roman…”, der udkom i sommeren 2023. Her tildelte GAFFA det fem funklende stjerner, mens Politiken kvitterede med fire hjerter og kaldte det ”deres hårdeste og mest guitartunge plade i mange år”.